Litteratur
Epos
Epos betegner en særlig genre, og Homers Iliade og Odyssé er genrens nøgleværker, men de er ikke enestående. I bogen "Epos" (2010) skriver Lene Andersen: "...et værk for at kunne kaldes epos som en minimumsbestemmelse skal være på vers, og det skal være fortællende." Andersen diskuterer forinden, om der skal et bestemt metrum til, for at en tekst kan betegnes som epos. De homeriske værker er skrevet i daktyliske heksametre, men på et tidspunkt eksperimenterer forfattere med andre versformer, og de værker kaldes også eper: "Man kan blot tænke på det mesopotamiske digt Gilgamesh [...] eller på John Miltons Paradise Lost, som ingen vel vil frakende betegnelsen epos." Hvis noget er episk er det storslået, og Lene Andersen mener, at de værker, hun nævner, er storslåede. Et epos er derfor, en storslået fortælling på vers.
Professor Minna skafte Jensen har givet en lignende definition i bogen: "Lyre og Bog" (2004). Hun betegner et epos som episk poesi, og her mener hun fortælling på vers, da hun opfatter poesi som forskelligt fra prosa, og genren epik forstået som en berettende tekst skrives oftest i prosa.
Lene Andersen finder selv sin definition lidt for bred, og derfor peger hun på en række karakteristika ved de tekster, man traditionelt betegner som eper.
- Metrum: Samme versform gentaget igennem hele teksten.
- Omfang: Eper er meget lange.
- Sprogligt: stilliseret sprog: lettere kunstlet og formet sprog, der adskiller sig fra normalt talesprog.
- Digressioner/parentesdistraktion: afvigelser fra den egentlige fortælling.
