Tekstpassage fra Homers Iliade. Et af Europas tidligste eksempler på litteratur.

LITTERATUR

LITTERATUR

Et egentligt alfabet kom til Grækenland fra Fønikien, der lå ud til det østlige Middelhav. Der var derfor en livlig handelsaktivitet, og den har utvivlsomt været gavnlig for kulturel udveksling. Man mener, grækerne udvikler deres alfabet fra omkring 800 BC, og dermed er grundlaget for en litterær kultur lagt. Frem mod alfabetets indførelse har grækerne underholdt sig med fortællinger, og denne mundtlige overlevering af myter og andre fortællinger kommer til at påvirke de første mange hundrede års litteraturkultur.

Den mundtlige fortælling er ofte struktureret omkring forskellige former for gentagelser, og det er særligt dette træk, man genfinder i litteraturen frem mod år 500 BC. Det er de samme træk der går igen i vores europæiske og nordiske middelalderlitteratur. Tænk blot på folkeeventyr, folkeviser og de islandske sagafortællinger, der alle på et tidspunkt er blevet nedskrevet, men indeholder træk fra den mundtlige overlevering. Forskellen på den græsk-romerske litteratur og den europæiske litteratur er, at førstnævnte opstod 1500 år før den anden. Derfor har den europæiske også kunnet trække på den antikke litteratur som inspiration og eksempler til efterfølgelse. Det har man gjort, og derfor er den antikke litteratur interessant for en europæer, der søger en indsigt i sin egen identitet, der i høj grad er skabt gennem læsning af fortællinger, der oftest er allegorier på læserens eget liv og virkelighed.

To værker står faddere til såvel den antikke som den efterantikke fiktionskunst. Det er Iliaden og Odysséen, der begge er en del af en større episk sagnkreds, der omhandler krigen mellem grækere og trojanere. Man ved ikke, hvem der er ophavsmand til værkerne, men man har tilskrevet dem Homer – som man ikke ved, hvem er. Værkerne har dannet skole for forfattere siden de blev til, og derfor bør man have et vist kendskab til dem. Man ved ikke helt, hvornår de blev skrevet, men man ved, at de er en samling af mange afhængige, men unikke enkeltfortællinger, og man antager at de er nedskrevet på et tidspunkt mellem 800 og 600 BC.

Herefter var vejen banet for yderligere litterære eksperimenter, og nogle af de væsentligste genrer, der opstod i kølvandet på Homers heroiske eposser, var historieskrivning med Herodot som fader efterfulgt af Thukydid og Xenophon, tragedieskrivning med Aischylos, Sofokles og Euripides som de mest prominente – og eneste overleverede, måske af samme grund. Men der har også været en livlig ”lyrisk” aktivitet, hvor flere digtere har skrevet digte af forskellig art, som mange moderne europæiske forfattere har ladet sig inspirere af. Nogle af de mest kendte er Sapfo og Pindar. Endelig skal må vi ikke glemme filosofferne, der måske har betydet mest for vestlig tankegang og verdensforståelse. Der var en stor filosofisk litterær produktion, som ikke har fået samme læserudbredelse i moderne tid som de øvrige genrer, men særligt Platons og Aristoteles’ værker har dannet skole for efterantikkens filosoffer.

Romerne tog de græske genrer til sig og videreudviklede dem, hvilket er en hovedårsag til, at vi kan læse dem i dag. En anden årsag er de aleksandrinske lærde i den nordafrikanske by Aleksandria, der drev byens berømte bibliotek, hvor man samlede og kopierede de græske værker. Den græsk-romerske litteratur har altså fungeret som en form for modeller for senere tiders litteratur, og derfor er det en del af en europæers almendannelse at have et vist kendskab til den.