Homerbuste

EPOS

HOMER

Om Homer ved vi…?

Med udgangspunkt i en berømt Sokratisk talemåde kan vi med sikkerhed sige, at… det eneste, vi ved om Homer, er, at vi i virkeligheden ikke ved ret meget. Men det betyder naturligvis ikke, at der ikke foreligger en vidtgående Homerforskning. – Siden det 18. århundrede har forskere taget udgangspunkt i en vagt defineret problemstilling, der populært kaldes det Homeriske Spørgsmål. Denne problemstilling handler i grunden om Homer som person og Homer som digter. Mere konkret har forskerne spurgt sig selv om, hvem Homer var, og hvem der kunne anføres som de Homeriske digtes ophav.

Personen Homer og hans tid

Der er ingen entydige vidnesbyrd om en konkret person ved navn Homer. Alligevel er han blevet portrætteret af forskellige skulptører, men busterne er ikke gengivet efter en levende Homermodel. For nemheds skyld fastholder vi dog Homer som forfatter til verdens første større litterære værker. Man siger de tilskrives ham.

Homer beskriver en særlig Heroisk Tidsalder, der tidsmæssigt er forankret i den mere reelle Bronzealder (år 3000-1200 BC.). Selvom måske er mere retfærdigt, at kalde den heroiske tidsalder for tidløs. Det var en mytisk/eventyrlig periode, hvor helte og halvguder var på jorden - før man begyndte at inddele tid i "metalaldre". Det samfund, som Homer beskriver, passer dog imidlertid bedre med Jernalderen (1200-800) eller med begyndelsen af Arkaisk Tid (800-479 BC.). Med andre ord et sted omkring år 800 BC. Derfor er det også mest sandsynligt, at Homer levede på dette tidspunkt.

I det 5. årh. BC. skulle der efter sigende være et særligt lav af digtere, der kaldte sig Homers efterkommere, de såkaldte Homerider. De var bosat på øen Chios i det østlige Ægæerhav, syd for Lesbos. Homeridernes tilholdssted har gjort, at Chios formodes også at være Homers fødested. For så vidt, der da findes en Homer.

En del sangere og digterpersoner i de Homeriske digte er blinde. Dette har ført til spekulationer om, hvorvidt Homer selv var blind. – Dette spørgsmål vil ingen naturligvis kunne besvare, og det skal bemærkes, at fænomenet ”Den blinde digter” er et velkendt billede i kunsten. Blindheden gør digteren i stand til at ”se” ting, der kun er den blinde forundt. I kunsten er blindhed ikke nødvendigvis et udtryk for et handicap, men kan lige så vel være en fordel, der giver digteren adgang til en ”anden dimension/åndelig verden.” - Man taler om, at digteren ser indad mod sjælen og det guddommelige frem for udad mod den fysiske verden.

Digtenes ophav, genre og stil

Det Homeriske Spørgsmål inkluderer desuden digtenes ophav og tilblivelse: Samlede Homer en række Fortællinger og gjorde dem til sine? Eller… samlede ukendte digtere flere kortere Homerfortællinger? Der er generelt tre mulige ophavsmænd: 1) En skrivende sanger, 2) En skriftlærd har modtaget diktat fra en sanger, 3) Flere sangere har memoreret og nedskrevet digtene flere år efter de blev til mundtligt. De Homeriske Epos er uden tvivl blevet til i overgangen mellem en mundtlig tradition og en skriftlig tradition. Digtene har en udpræget mundtlig formelkomposition, der træder tydeligt frem i den litterære komposition, der er overleveret.

De homeriske værker er kendt for en særlig "homerisk stil", som blev kopieret og genbrugt i antikken. [Du kan læse om de homeriske stiltræk ved at klikke på linket i højre side]. Det Homeriske Epos’ metrum er det Daktyliske Hexameter. - Sproget er hovedsageligt Ionisk, der blev talt og skrevet i den østlige del af Hellas. Det attiske sprog er kun sjældent anvendt i de litterære skriftlige kilder. Der er en række faste vendinger, temaer og frem for alt gentagelser, der tyder på en lang forudgående mundtlig tilblivelse. Længden af de Homeriske Epos gør det utænkeligt, at de har været fremført mundtligt i én sammenhængende perfomance. Men begge digte kan udmærket opdeles i mindre fortællinger, der på forskellig vis har været fremført mundtligt. Man har spekuleret i, om digtene var nedskrevet efter diktat eller om en sanger (evt. Homer selv) har nedskrevet sine digte. – Det er senest nedskrevet under Peisistratos’ diktatur i 2. halvdel af det 6. årh. og tidligst i det 8. årh., hvor kendskab til alfabet og skriftlighed vandt frem. – Den gængse tidsfæstelse er imidlertid et sted midt imellem. Nemlig omkring år 700 fvt. – Nogenlunde samtidig med Hesiod [se link under "Epos-siden"]. Normalt antages det, at der har været omkring 25 år mellem digtene, således at Odysseen blev til ca. 25 år efter Iliaden.

Guderne beskrives forskelligt i de to digte, hvilket naturligvis har ført til spekulationer om to ophavsmænd. Desuden er strukturen vidt forskellig, hvor Odysseen har den mest komplekse struktur. Illiaden er med sine ca. 16000 vers længere end Odysseen, der har ca. 12000 vers. Begge epos har sange, der ser ud til at være tilført den oprindelige fortælling. Eksempelvis 10. sang i Iliaden og 24. sang i Odysseen. Der har desuden været spekuleret over antallet af sange. Muligvis er 24 valgt som en form for hyldest til det nye alfabet, der netop tæller 24 bogstaver.

Episk Sagnkreds

Foruden Iliaden og Odysséen er der overleveret en række større eller mindre tekststykker, der er samlet i en såkaldt episk sagnkreds eller sagncyklus. Det er beretninger, der omhandler tiden mellem verdens tilblivelse og afslutningen på den Heroiske Tidsalder (~1200). Der findes mere end en sagnkreds. Eksempelvis den Thebanske sagnkreds, hvor myterne om Kong Ødipus hører til. Heri indgår blandt andet Thebens grundlæggelse, der inkluderer fortællingen om krigsguden Ares, der nedkalder en forbandelse over byen og kongeslægten, fordi nybyggerne slår Ares' drage ihjel. Den drage der vogter en hellig kilde nær den nye by.

Homers digte hører til en trojansk sagnkreds, der foruden Iliaden og Odysseen indeholder nogle mindre beretninger. Cypria: Peleus og Thetis’ bryllup og den trojanske prins Paris' dom, der fører til bortførelsen af kong Menelaos hustru, Den skønne Helene. Iliaden: Det niende år af den store krig mellem gærkere og Trojanere. Aethiopis: Amazonedronningen Penthesileas død og den græske helt Achilleus' død. Lille Iliaden: a) Ajas’ selvmord. b) Den trojanske hest. Iliu-persis: Trojanerne debatterer Den Trojanske Hest, Laocöon taler imod at tage imod offergaven. Han dræbes af Poseidons (eller Athene [Æneiden]) havslanger. Grækerne indtager Troja. Trojaneren Æneas flygter fra Troja til Italien, hvor han ifølge den romerske forfatter Vergil grundlægger Romerrigets første by. Nostoi: De græske heltes hjemrejser: I Aischylos' tragedietrilogi Orestien fortælles det, hvordan Storkongens hustru Klytaimnestra slår sin mand ihjel ved Hjemkomsten. Faderen hævnes af sønnen Orestes. Odysseen er en del af dette ”hjemrejsetema” Odysseen: Beretningen om Odysseus’ kamp for at nå hjem til sin hhustru Penelópe og sønnen Telémachos.

Overlevering

De store Homeriske digte, Iliaden og Odysseen har været i omløb i kortere og længere versioner. Dertil kommer en række andre fortællinger, der knytter sig til de store Homeriske Epos derved, at de beskriver forhistorien og efterspillet til togtet mod Troja. – Disse fragmenter kaldes for de kykliske digte, og sammen med dem er der en række andre tekster, der knytter sig til den berømte Homeriske fortælling. Eksempelvis Aischylos’ senere tragedietrilogi Orestien, der omhandler Agamemnons hjemkomst fra Troja. Den blev første gang opført i Klassisk Tid, år 458 fvt.

I år 331 grundlagde Alexander den Store byen Alexandria i Ægypten. Kongen fik hovedsæde i denne store by, der gennemlevede en voldsom blomstringsperiode under Ptolemaios I (323-282 fvt.). – Der blev bygget et Museion (universitet) med tilhørende Bibliotek, hvor de ansatte havde til opgave at indsamle store mængder græsk litteratur og dertil ordne og registrere den. – I denne proces blev de mange versioner af de Homeriske digte samlet til de to store fortællinger, vi kender i dag. Efterfølgende er de Homeriske digte blevet overleveret ved vedvarende nedskrivning og bevaring først og fremmest af de skriftlærde, der som oftest var tilknyttet klostervæsnet.

Den historiske kontekst og Homers samfundssyn

Troja falder i slutningen af det 13. år og i løbet af de næste 400 år udvikles den heroiske lyrik og den kulminerer muligvis med Homer. Det samfund, Homer skildrer, er kendetegnet ved en række stormænd, der hver især øver magt over et mindre, vagt afgrænset område. Otto Steen Due betegner denne politiske styreform som Pluralistisk Stormandsvælde. I Iliaden samler hver stormand sin respektive hær og drager i krig som allieret med de øvrige græske stormænd - hvor Mykenes konge, Agamemnon, repræsenterer alliancens øverste magthaver. Alle handler således for den stormand, der har bedt om hjælp, men råder enevældigt over sin egen styrke. – Denne enevældige magt kommer eksempelvis til udtryk i enkelte stormænds manglende respekt over for Mykenes drot Agamemnon, der fungerer som ledende stormand på togtet mod Troja.

Problemet er blot, at handlingen udspiller sig i en tid, hvor magten var koncentreret omkring enkelte paladser og enkelte herskere. Linear B-tavlerne, som Michael Ventris tydede i 1952, vidner om centralistiske styreformer, hvor magten er koncentreret hos en enkelt hersker, og herfra udgår hierarkisk nedad. I jernalderen, hvor Homer angiveligt levede, er der større sandsynlighed for, at magten var placeret hos flere stormænd, som det er tilfældet i Iliaden. I Odysseen er der en tendens til, at Homer indtager en tydeligere holdning over for spørgsmålet om styreform. Han tegner et klart billede af kongen som den gode og de bejlende stormænd som de onde. Hvis man tager Odysseen og Iliaden til indtægt for Homers eget syn på samfundet, så virker det som om, han taler for et centralistisk styre frem for et decentralt styre: I Iliaden lader han stormændene have store kvaler med ledelsen, fordi for mange vil bestemme. Desuden tegner han billedet af en leder, Agamemnon, der i flere situationer mangler sine allierede herskeres respekt. I Odysseen er denne holdning endnu tydeligere: Den enevældige hersker kommer hjem fra krigen, slår talrige bejlere til tronen ihjel med folkets hjælp og opretter orden efter det kaos, der herskede, da de talrige stormænd konkurrerede om Dronning Penelopes gunst. Tager man Odysseen som eksempel, kan man lave en primitiv samfundspyramide, der viser dynamikken i Homers samfundsskildring. Kongen: Odysseus, Adelen/Stormændene: Bejlerne, Folket: Eumaios (svinehyrde), Eurykleia (Odysseus’ amme). Folket hjælper og støtter kongen, der samtidig behandler dem godt. Bejlerne strides indbyrdes om kongemagten, men samarbejder om at opretholde distancen til folket, for at hævde deres egen adelige stand. Hos Homer er kongen og folket de gode, og adelen/stormændene er de onde.