FILOSOFI
PLATON: Staten Bog I
Baseret på ”Platon – Staten”, Gyldendal, red. Af Chr. Gorm Tortzen, 2013
Kommunikationssituationen i Statens 1. bog:
Ekstern afsender: Platon er athensk borger fra samfundets højere sociale lag. Han interesserer sig meget for det samfund, han er en del af, og tænker som så mange andre over forbedringer eller måske ligefrem revolution og samfundsomvæltning. Men hvor mange blot kritiserer det eksisterende samfund, så filosoferer Platon over, hvad alternativet kunne være. Som ung stræbte han efter en politisk karriere, men da han som 28-årig i 399 f.v.t. ved selvsyn oplever, hvordan det politiske system uretmæssigt anklager og dømmer hans ven og læremester, Sokrates, til døden, opgiver han politik som levevej. Platon mener, at dem, der ved bedst, bør herske over dem, der ikke er så indsigtsfulde. Derfor bryder han sig ikke om styreformen demokrati, hvor flertallet snarere end intellektet råder, hvilket kom til udtryk i år 399 f.v.t., hvor flertallet myrdede intellektet.
Ekstern modtager: Til forskel fra mange andre samtidige samt fortidige filosoffer, så ønskede Platon at nå et bredere læsende publikum end blot filosofikyndige læsere. En del mandlige athenske borgere kunne læse, da dette var en del af deres dannelse, men det har været et mindretal. Platons dialoger egner sig ikke umiddelbart til højtlæsning, hvorfro modtagerskaren trods alt må have været begrænset til en uddannet gruppe med interesse for filosofiske tanker. Man må desuden medtænke, at Platons dialoger er stærkt demokratikritiske, hvilket sikkert har fået en del fra den politiske elite til at boykotte hans værker.
Det, der taler for, at Platon vil nå bredere end sine kolleger, er hans ønske om at skabe en underholdende og sammenhængende fortælling. Det gør han med sin sceneopsætning, dialogen, der ofte indeholder humoristiske udtalelser og med inddragelsen af myter. Mytestoffet er velkendt af alle, og genkendelsens glæde giver en tryghed midt i det fremmede og abstrakte stof, som indholdet af Platons dialoger unægtelig må have været for en ikke filosofikyndig læser. Endelig skal det nævnes, at Platon gennem Sokrates konstant konkretiserer sin filosofi med eksempler fra hverdagen.
Ekstern kontekst: Platon skriver det store værk Staten efter 385, hvor han oprette sit Akademi lige uden for Athen. Hvor længe han var om at forfatte teksten kan ikke vides med sikkerhed. Men det er helt sikkert, at den samfundskultur, som Platon er vokset op i har inspireret ham til emnet. Med politikeren Kleisthenes’ reformer i 507/-8 f.v.t. indledtes et århundrede med styreformen demokrati i Athen. Styreformen spredtes til en række af Athens allierede, men mange bystater i Grækenland havde stadig enten oligarki som i Sparta eller en eller anden form for enevældig styreform. Der må derfor have eksisteret en konstant og legitim debat om, hvilken styreform, der var bedst for samfundet. Legitim i den forstand, at det må have været naturligt at diskutere det, da nabobystaten evt. bedrev en anden styreform. På den anden side har ledende demokratisk indstillede politikere naturligvis ikke brudt sig om denne debat, da deres magt vil blive indskrænket i det øjeblik en lille elite af formuende borgere eller borgere med høj familiær status tager magten.
Det er denne kultur Platon skriver værket staten i. I 385 har Athens demokrati været igennem en 20 årig lang krig mod perserriget, hvor demokratiet må have været sat ud af spil i det mindste i nogle beslutningsprocesser, 50 år med økonomisk og kulturel opblomstring, hvor demokratiet konsolideres og fungerer, 30 år med borgerkrig, hvor demokratiet sættes under pres fra det oligarkisk styrede Sparta, 1 år med påtvunget oligarkisk styre, der væltes omkring århundredeskiftet. 15 års genetablering af demokratiet… Det er ikke bemærkelsesværdigt, at Platon føler trang til og tillader sig at skrive en polemisk demokratikritisk tekst, der handler om: Hvilken form for styreform er den ideelle?
Intern afsender: Filosoffen Sokrates har gjort så stort et indtryk på Platon, at han oftest lader denne fungere som den respekterede og autoritære interne afsender af sine dialogers filosofiske tankegods. I teksterne er Sokrates naturligvis en fiktiv person, men med klar reference til en virkelig filosof, der har levet i Athen på den tid, hvor mange af dialogerne er henlagt til – nemlig anden halvdel af 5. årh. f.v.t. Sokrates har blot ikke skrevet noget selv, og derfor ved vi ikke, hvor meget af det, der lægges i munden på den fiktive Sokrates, der var den virkelige Sokrates’ tanker. De kan lige så vel udelukkende være Platons egne. Sokrates vil i så fald være dén mytiske skikkelse, der legitimerer tankerne – på samme måde som Sokrates anvender den vise kvinde Diotima (Symposion).
Det kendetegner den fiktive Sokrates, at han er en særling og landsbytosse, der er meget vellidt og respekteret blandt venner og tilhængere, men forhadt af modstandere og set ned på af den almene befolkning, som landsbytosser ofte bliver det. Sokrates snakker med alle, der vil tale med ham om, hvordan man bliver et godt menneske og dermed ved, hvordan man kan kende det gode fra det onde. – Slangen fra Paradis ville have haft lige så let ved at overtale filosoffen Sokrates til at spise af kundskabens træ, som den havde med kvinden Eva. Man kan måske ligefrem sige, at Sokrates’ livsprojekt er at række ud efter æblet. Men ligesom filosoffen Xenon forudsagde udfaldet af Achilleus’ jagt på skildpadden, sådan vil det gå Sokrates. Han vil aldrig nå æblet. Det ved Sokrates da også godt, for det eneste, han ved, er, at han ikke ved så meget, og derfor ved han mere end de fleste, der bilder sig ind at vide noget, de ikke ved (Apologien/Forsvarstalen). Ikke desto mindre forsøger han utrætteligt at opnå større og større indsigt i det godes idé, hvilket modtageren af Platondialogen Staten ser udfoldet over et samlet værk på ti bind. Indsigt i det godes idé er afgørende for, om man kan leve et godt liv. I første bog af Staten siger Sokrates til sofisten Thrasymachos: ”Tror du, at det er et eller andet ligegyldigt, du er ved at definere? Det, vi prøver at bestemme, er jo hele vores måde at leve på – hvordan vi hver især kan leve et liv med det størst mulige udbytte.” Statens 1. Bog handler om retfærdighed. – Hvis man vil leve retfærdigt, må man kende retfærdighed.
Intern modtager: Hvis Sokrates opfattes som afsender af dialogens hovedbudskab, så er samtalepartnerne samt de få tilhørere hans modtagere. Det er dog ikke helt så simpelt, for Sokrates belærer ikke, men gennem retoriske spørgsmål kontrollerer han samtalen fuldstændig. I Statens første bog samtaler han først med Kephalos, der er en aldrende velanset borger af høj status bosiddende i havnebyen Piræus uden for Athen. Det er i hans privatbolig samtalen finder sted. Da Kephalus skal forrette en ofring overtager hans søn Polemarchos rollen som Sokrates’ samtalepartner. Af andre aktivt debatterende skal nævnes sofisten Thrasymachos og dennes ven Kleitophon. Endelig er der Glaukon, som følges med Sokrates som en slags lærling og ven. Af andre tilhørere, der ikke deltager i første bog, er der Glaukons bror, Adeimantos, Polemarchos’ brødre, Lysias og Euthydemus. Thrasymachos’ anden ven Charmantides samt nogle andre. Mens Sokrates, Kephalos, Polemarchos og Thrasymachos er dialogens ubestridte hovedpersoner, så fungerer de øvrige som passive tilhørere.
Intern kontekst: Scenen er sat i havnebyen Piræus, hvor Sokrates og Glaukon har opholdt sig siden dagen før pga. en fest. Dialogens fiktive tid kan evt. sættes til ca. 410 f.v.t. Sokrates passes op af Polemarchos med følge, der ønsker at få Sokrates til gæst. Sammen går de hjem til Polemarchos’, hvor hans gamle far Kephalos tager imod dem. Efter at alle har taget sæde omkring Kephalos og Sokrates spørger Sokrates nysgerrigt ind til Kephalos’ hemmelighed: Hvordan bør man betræde den vej der ligger frem mod alderdommen, og hvordan opleves dens afslutning. Dermed er dialogens hovedtema slået an: Hvordan bør man leve sit liv?
Følgende resume og kommentartekst er baseret på Sokrates’ samtalepartnere.
Bog I (327a-254c – ca. 42 normalsider)
327a-328c: INTRODUKTION, hvor person, tid og sted udlægges så konkret det er muligt. (Se introduktionen øverst på denne side)
328c-331d: KEPHALOS: Hvis man vil have en god alderdom, skal man da være rig eller et godt menneske? – Kephalos svarer med den aldrende erfarne mands livsvisdom: ”Selvom man er et godt og ordentligt menneske, kan alderdommen være en svær tid, hvis man er fattig. Men lige meget hvor rig man er, får man det aldrig godt med sig selv, hvis man ikke er et ordentligt menneske.” (330a)– Han tilføjer kort efter, at han vil være tilfreds, hvis han ikke efterlader sine sønner mindre, end hans far efterlod ham. – Desuden er en formue en fordel for gode og ordentlige folk. ”Hvis man ikke vil tvinges til at bedrage eller snyde folk og ikke vil drage til Hades opfyldt af frygt, fordi man ikke har betalt sin gæld – om det så er et offer til en gud eller penge til et menneske – så kan en formue gøre en stor forskel. […] hvis man vel at mærke er en fornuftig person.” (331b)
Kephalos har ikke længere tid til at småsludre med den lille forsamling i hans hjem. Han skal tilbage til byen, hvor han skal forestå en ofring.
Sokrates går ikke respektløst i rette med sin aldrende vært, men fortsætter samtalen fra, hvor Kephalos afsluttede den. – Han vil gerne finde ud af, om det er retfærdighed at give det tilbage, man skylder? Sokrates er selv skeptisk, men den næste samtalepartner Polémarchos er ikke i tvivl, og han henter dokumentation hos digteren Simonides.
331d-336b: POLEMARCHOS: Udgangspunktet bliver digteren Simonides teori: ”… det er retfærdigt at give enhver, hvad man skylder ham.” (331e) – Det ændres til ”…man skylder sine venner at gavne dem og ikke at skade dem.” (332a)– på samme måde som ”… man skylder sine fjender det, som er passende, nemlig at skade dem.” Sokrates påpeger, at det ikke er let at skelne mellem ven og fjende: ”Sker det ikke ofte, at de anser nogen for at være god, selvom han ikke er det – og omvendt?” (334c)
Sokrates sætter nu spørgsmålstegn ved, om det virkelig ”…kan … passe, at den retfærdige mand skal skade andre mennesker?” (335b) Svaret bliver: ”…det er bestemt heller ikke det godes opgave at gøre skade, nej, det er en opgave for dets modsætning. […] Og det retfærdige menneske er godt. […] Hvis det er rigtigt Polemarchos, så kan det altså ikke være det retfærdige menneskes opgave at skade sin ven eller nogen anden. Det er hans modsætnings – det uretfærdige menneskes – opgave. – Det mener jeg, du har fuldstændig ret i, Sokrates, sagde han.” (335d-e)
I vanlig Sokratisk stil vender selskabet nu tilbage til udgangspunktet: ”Godt, sagde jeg. Det er blevet klart, at det i hvert fald ikke var dét, retfærdighed og det retfærdige er. Men hvilke andre muligheder kunne der så være?” (336a)
336b-347a: THRASYMACHOS: Sofisten Thrasymachos har fået nok af Sokrates snak, og kommer med et voldsomt angreb på hans metode: ”Jeg vidste det ville ske, sagde han. Og her er den så, Sokrates sædvanlige ironi. Jeg havde sagt til folk her i forvejen, at du ikke ville give nogen svar, at du ville foregive at være beskeden, og at du ville gøre alt for at undgå at svare, hvis du fik stillet et spørgsmål.” (337a) Thrasymachos kritiserer tilmed Sokrates’ Elenchosmetode og kalder den et nummer: ”Så kan Sokrates få lov til at lave sit sædvanlige nummer med at undlade at svare på spørgsmålet og i stedet tage en andens svar og forsøge at vise, at det er forkert.” (337e) Sokrates forholder sig helt rolig til angrebet og undrer sig over, hvorfor han skal svare på noget, han ikke ved. Men han er dog glad for, at Thrasymachos er så sikker i sin sag, og opfordrer ham til at belære dem alle sammen om retfærdighed.
Thrasymachos kommer nu med det, der bliver denne samtales omdrejningspunkt. Er retfærdighed den stærkes fordel?: ”Min påstand er, at retfærdighed slet og ret er den stærkes fordel. Nå, hvorfor roser du mig ikke? Du har ikke tænkt dig at rose mig, har du?” (338c) Sokrates stiller opklarende spørgsmål, hvilket Thrasymachos ikke er tilfreds med: ”Du er frygtelig, Sokrates, sagde han. Du forstår det jeg siger sådan, at du kan forvrænge det så meget som muligt. – Tværtimod, kære Thrasymachos, sagde jeg. Jeg vil bare gerne have, at du siger mere tydeligt, hvad du mener.” (338d)
Thrasymachos forklarer videre, at en leder vil ophøje sine love til retfærdighed, og han vil ikke lave love, der er imod sin egen fordel. – Sokrates påpeger, at det vel ikke er en fordel for lederen, hvis han tager fejl i sin bedømmelse af, hvad der er en fordel for ham. Thrasymachos går straks til angreb på Sokrates: ”Du fordrejer altid folks udsagn” (340d) Thrasymachos forklarer, at det han selvfølgelig mente, var: ”…at en magtfuld person, for så vidt han er magtfuld, ikke begår fejl;”
Her følger en længere polemik om, hvorvidt Sokrates fordrejer folks udsagn. ”Nok om det” afbryder Sokrates balladen og påbegynder en ny argumentationsrække om fags formål: ”…et fag bør kun forsøge at finde det der er til fordel for det, som faget har til genstand…” (342b) Efter utallige eksempler på dette konstaterer Sokrates: ”Og sådan er det med alle former for magt, Thrasymachos, sagde jeg. Der er ingen magtfuld person, der - for så vidt han er magtfuld – ser på eller pålægger, hvad der er til fordel for ham selv. Han ser derimod på, hvad der er til fordel for den ting eller den person, han har magt over. […] På dette punkt i samtalen var det indlysende for alle, at Thrasymachos’ definition af retfærdighed havde ændret sig til det modsatte.” (342e)
Thrasymachos forsøger sig igen med en påstand, der kan redde hans ære: ”Sådan er det Sokrates. Uretfærdighed er stærkere, friere og mere magtfuld end retfærdighed, hvis bare den har et tilstrækkelig stort omfang. Så som jeg sagde til at begynde med – retfærdighed er i virkeligheden det, der er til fordel for den stærke, mens uretfærdighed er det, der er til gavn for – og til fordel for – en selv.” (344c) Thrasymachos er derpå ved at tage afsked med selskabet, men Sokrates synes, han tager alt for let på deres diskussion: ”Tror du det er et eller andet ligegyldigt, du er ved at definere? Det vi prøver at bestemme, er jo hele vores måde at leve på – hvordan vi hver især kan leve et liv med det størst mulige udbytte.” (344d)
Sokrates gentager sin tidligere argumentation i anden form og opnår samme resultat med en enkelt tilføjelse: ”Folk har aldrig magten af egen fri vilje […] Det er tilsyneladende derfor, at der må være en belønning til dem, der skal være villige til at have magten, om det så er i form af penge, hæder eller en straf for ikke at påtage sig denne magt.” (347a)
347a-348b GLAUKON: Her bryder Glaukon ind og beder Sokrates forklare, hvad det er for en straf, han taler om. Sokrates svarer, at straffen kan bestå i, at en dårligere leder vil herske, hvis de selv nægter at tage magten. Men Sokrates vil meget hellere diskutere Thrasymachos' nye grundlæggende påstand: ”…den uretfærdiges liv er bedre end den retfærdiges.”(347e).
348B-354C: THRASYMACHOS: Nu indleder selskabet en ny undersøgelse af retfærdighed med Sokrates i fuld kontrol. Sagen er: Kan det bedre betale sig at være fuldkommen uretfærdig end fuldkommen retfærdig?
Thrasymachos påstår, at uretfærdige mennesker er gode og kloge mennesker, der har god dømmekraft. Den retfærdige bekender sig derimod til en ædel form for godtroenhed. Sokrates tror ikke sine egne ører, men stoler på, at Thrasymachos siger sin mening.
Første led i argumentationskæden handler om retfærdige og uretfærdige menneskers ønske om at overgå andre: ”Et retfærdigt menneske forsøger ikke at overgå det der ligner ham selv, men alene det der ikke ligner ham selv, hvorimod et uretfærdigt menneskeforsøger at overgå både det der ligner ham selv, og det der ikke ligner ham selv.” (349d) – Thrasymachos er meget tilfreds med Sokrates udlægning af dén sag.
Næste led i argumentationen tager udgangspunkt i fagpersoners ønske om at overgå andre. Lægen vil ikke overgå andre læger, men gerne en der ikke er læge. Modsat vil en person, der ikke har forstand på noget forsøge at overgå alle andre, ligegyldigt om de har forstand på emnet eller ej. – Thrasymachos samtykker skeptisk – Sokrates fortsætter: ”og en person, der har forstand på noget, er vis?” – Ja – ”og en vis person er god?” – Ja – ”Det betyder, at en god person og vis person aldrig vil ønske at overgå sin ligemand. Han vil kun overgå den person der ikke ligner ham selv – hans modsætning.” Thrasymachos kan godt se pointen og accepterer Sokrates’ sidste konklusion: ”Det har altså vist sig, at vores retfærdige menneske er en god og vis person, mens vores uretfærdige menneske er en dårlig og uvidende person.” (350b,c)
Thrasymachos fornemmer, at han ligner en slået mand, men ved nærmere eftertanke er han ikke tilfreds med Sokrates’ tankerække… Thrasymachos bryder sig ikke om Sokrates’ spørgelege, og hvis han fortsætter sådan, så vil han ”… gøre ligesom folk, der lytter til gamle koners historier og siger ’Det er også rigtigt’ og nikker eller ryster på hovedet.” (350e) – Den følgende samtale kommer til at forløbe præcis sådan.
Udgangspunktet bliver en omformulering af Thrasymachos’ tidligere påstand eksemplificeret med en konkret by: ”…en by kan være uretfærdig, at den kan forsøge at underlægge sig andre byer på en uretfærdig måde, og at den ikke bare kan underlægge sig mange byer, men også fastholde herredømmet over dem.” (351b). Sokrates forsøger, gennem dialog med Thrasymachos, at få ham til at indse, at den der har magt bliver nødt til at handle retfærdigt. – Sammen konstatere de: ”Ja, Thrasymachos, og det er vel fordi uretfærdighed skaber strid, had og kampe mellem dem, mens retfærdighed skaber enighed og venskab. Er det ikke rigtigt?” – ”’Lad os bare sige det’, sagde han…”(351d) Sokrates tilføjer, at uretfærdigheden vil påvirke det uretfærdige menneske negativt, derved at han ikke vil kunne handle. Desuden vil han være fjende med såvel sig selv som dem, der er retfærdige. I den yderste konsekvens betyder det, at det uretfærdige menneske må være fjende med guderne, da guderne per definition må være retfærdige. ”Ja, lad os bare sige det”(352b) siger Thrasymachos og viser tydeligt sin foragt for Sokrates’ snak. ”Ja, sagde han, ’denne samtale er en fest… jeg vil ikke lægge mig ud med dig, og gøre disse folk vrede på mig.”(352b) Enden på samtalen bliver, at Sokrates konstatere, at dersom uretfærdige mennesker tilkæmper sig magt, så skyldes det, at de besidder en eller anden form for retfærdighed, ellers ville de jo ikke kunne lykkedes med noget som helst.
Efter denne lette 'sejr' over Thrasymachos henleder Sokrates opmærksomheden på et tidligere spørgsmål, som endnu ikke er blevet afdækket helt: ”om retfærdige mennesker har et bedre og mere lykkeligt liv end uretfærdige mennesker.” (352d)– Sokrates har nu vendt Thrasymachos' tidligere påstand om… Sokrates indleder med at spørge om en ting har en funktion – noget den er særligt god til. Det er alle enige om, og de accepterer også Sokrates’ fortsættelse, hvor han pointere at de ting dermed også må have en god egenskab. Tingen kan bare ikke udføre sin funktion, hvis den gode egenskab mangler. – Eksempelvis kan øjet ikke udføre sin funktion ’at se’, hvis øjets gode egenskab – det der gør øjet i stand til ’at se’ – mangler.
Efter denne lille introduktion går Sokrates et skridt videre i abstraktion: ”Udmærket. Nu kommer det næste, vi skal se nærmere på. Har din sjæl en funktion, som ingen anden ting vil kunne udføre? Tænk på sådan noget som at tage vare på noget, at have magten over noget og at træffe beslutninger om noget og al den slags. Kan vi ikke kun tilskrive dem sjælen og betragte dem som dens særlige funktioner? […] Hvad så med sådan noget som at leve? Skal vi også betragte det som sjælens funktion?” (353d) Thrasymachos samtykker. – Med henvisning til eksemplet med øjet påpeger Sokrates, at sjælen vel ikke kan udføre sin funktion, hvis den mangler sin gode egenskab. Ifølge Sokrates, så blev selskabet tidligere enige om, at retfærdighed er en god egenskab ved sjælen og at uretfærdighed er en dårlig. Konklusionen må derfor blive, at den retfærdige mand må leve et godt liv, mens den uretfærdige mand lever et dårligt liv, fordi han vil mangle den gode egenskab, der gør sjælen i stand til at fungere efter hensigten.
Hermed synes dialogen at være afsluttet med et fornuftigt svar, som alle tilsyneladende er tilfredse med. Men Sokrates er endnu ikke tilfreds: ”Før vi havde fundet svaret på vores første spørgsmål om, hvad retfærdighed egentlig er for noget, droppede jeg det spørgsmål igen og kastede mig i stedet ud i en undersøgelse af, om retfærdighed er en dårlig egenskab og en form for uvidenhed, eller en form for visdom og en god egenskab. […] Resultatet af vores samtale er så nu, at jeg ikke er sikker på noget. For når jeg ikke ved, hvad retfærdighed er, kan jeg nok heller ikke vide, om det faktisk er en god egenskab, eller om en retfærdig mand er lykkelig eller ej.” (354b, c) – Dermed afsluttes dialogen aporetisk, da dialogens parter stadig er i vildrede om alle de spørgsmål, de er nysgerrige efter at finde svar på – såvel dem de fik diskuteret som dem, der ikke blev diskuteret.
