Maleri af Homers apoteose

EPOS

HOMERISK STIL

Epos er et græsk ord, der betyder: ”ord / fortælling” (ειπείν: ”at sige”). Epos er derfor berettende og hører til hovedgenren epik, der adskiller sig fra drama (monolog-/dialogbaseret) og lyrik (beskrivende). Det skal dog bemærkes, at der er mange dialogpartier i de homeriske værker, og derfor kan man sige, at det homeriske epos er episk med en del dramatiske indslag.

Det homeriske epos er fortællende litteratur på vers, og adskiller sig derfor fra prosa, som man eksempelvis kender fra historieskrivning. Homerforsker Minna Skafte Jensen foreslår betegnelsen Episk Poesi, der blandt andet kendetegnes ved dets versemål: Det Daktyliske Heksameter. Versfoden er altså en såkaldt Dáktyl(-os). og den kan illustreres med (-xx [eller omvendt]) Det vil sige: En lang efterfulgt af to korte stavelser gange seks (/hex): (-xx, -xx, -xx, -xx, -xx, -x) den sidste versfod er oftest en trokæ). Nogle vil måske nemmere forstå det, hvis man taler om trykstærke og tryksvage stavelser, hvor den lange stavelse er trykstærk. Se et eksempel fra Odysseén her:

Daktylen giver en ”flyvende/svævende” effekt, hvorimod dens ofte nævnte modpart ”anapæst” (to korte og en lang stavelse) virker hård og stødende. Den bruges ofte til march.

Den homeriske lignelse

Sammenligningen er et ofte brugt stilistisk træk i digtning. Den adskiller sig særligt fra metaforen ved at være lettere tilgængelig. Begge elementer nævnes: "Hun er smuk som en rose." (smuk + rose), hvorimod metaforen undlader den ene del: "Hun er en rose". Det er tydeligt, at læseren bliver taget i hånden ved sammenligningen, hvor metaforen ofte kan forvirre en del. - Den homeriske lignelse er en afart af sammenligningen, men den har nogle træk, der gør, at det giver mening ikke blot at benævne den sammenligning.

Den homeriske lignelse er særligt kendetegnet ved sin længde, men derudover omhandler den oftest en dagligdags begivenhed, der gør sammenligningen relevant og nærværende for tilhøreren. Desuden indledes den oftest med ”som” eller ”ligesom” og afsluttes med ”således”. Læs et par eksempler fra Odysséen og Iliaden her:

Som du kan læse af de viste eksempler, så er der forskel på længden, men grundlæggende er de længere end den traditionelle sammenligning - som der for øvrigt også er eksempler på hos Homer. Men det gør dem ikke til homeriske. Dem vil man blot betegne som et normalt stilistisk træk ved digtning generelt.

Epiteter

epiter bruges som en samlebetegnelse for forskellige former for tilnavne . Generel kan de gå ind under betegnelsen formler - som vi også kender fra middelalderens folkeviser. En formel er en fast vending, der bruges konsekvent, når eksempelvis en person skal beskrives. Derfor kan man kalde epiteterne hos Homer for faste epiteter. Det er forskellige navne for den samme person, og valgmulighederne giver digteren en praktisk frihed. Man skal huske, at de homeriske eposer er på vers, og alle der har prøvet at skrive en festsang kender problemet med at få stavelserne til at passe. Homer har haft samme vanskeligheder. Mere korrekt må vi nok sige, at personerne som digtede historierne mundtligt har haft samme problemer. De blev fortalt uden manuskript, og derfor var faste epiteter praktiske, da de gav mulighed for at indsætte en person i "sangen" uden at bryde med rytmen. Man brugte blot den epitet, der passede ind. Det skal nævnes, at en anden årsag til epiteterne naturligvis var karakteristik. Epiteterne giver oplysninger om personen, som personens navn ikke giver i sig selv.

Epifani/theofani

Epifani (ή επι-φάνεια) betyder åbenbarelse af en gud og Theofani bruges på samme måde, men blev reelt brugt - Ifølge Bergs Græsk-Dansk Ordbog - som betegnelse for en fest i Delfi, hvor gudebilleder blev vist frem. (τά θεο-φανια).

I de homeriske værker agerer guderne ofte blandt menneskene, selvom de teoretisk er adskilt. Det fungerer på samme måde som i bibelen, hvor Gud viser sig for Moses i/som en brændende busk. Guderne hos homer antager oftest menneskelig form. Man kalder dem antropomorfe (menneskeskikkelse). Det er sjældent, de træder direkte frem som sig selv, men menneskene efterlades for det meste med en anelse om, at en gud har været forbi. - Grækerne troede på skæbnen, og selv guderne kunne ikke ændre på et menneskes skæbne, selvom det ofte synes sådan. Gudernes funktion i forhold til skæbnen er at sørge for, at den sker fyldest. Når en gud viser sig hos menneskene, er det derfor oftest for at "skubbe" menneskene i en bestemt retning alt efter deres skæbne. Derfor skal en læser/lytter være opmærksom, når der indtræder et tilfælde af epifani, for det betyder som oftest, at fortællingen drives fremad. Herunder kan du læse nogle eksempler på epifani:

I de ovenstående eksempler ser du tydeligt, at guderne kan vise sig på flere forskellige måder, og hver gang har det en vigtig funktion i forhold til at bringe fortællingen fremad. Telémachos tror på sin sag og overgiver sig ikke til bejlerne, der presser ham fra alle sider. Kirke kan vise sig eller lade være for Odysseus. Athene afvender en katastrofe for den græske hær. Hvis Achilleus havde dræbt Agamemnon, stod hæren tilbage uden en reel leder, og kampen var givetvis tabt... med mindre skæben vil det anderledes.

Formelvers/formler

En formel er en fast vending. I forhold til litteratur taler man om formelsprog, og de tidligere nævnte epiteter kan godt gå ind under denne betegnelse. Det er blandt andet tilfældet i forhold til folkeviserne, hvor alle pigerne er jomfruer, væne og stolte. Men formler kan også anvendes på hele vers, og det er et særligt træk i de homeriske værker. Det angår et eller måske to vers, der anvendes stort set uændret, hver gang en bestemt situation skal beskrives. En formel er derfor en gentagelse, og dette træk kendetegner den mundtligt fremførte fortælling. De homeriske fortællinger blev fremført mundtligt, inden man fandt på at skrive dem ned, og så er mundtligheden fulgt med ind i skriften. Det havde blandt andet en praktisk mnemoteknisk funktion for fortælleren, ligesom gentagelser havde en strukturerende funktion i forhold til tilhørerne. Det der bliver gentaget i formelvers er oftest almindelige dagligdags begivenheder. Men det kan også være i forhold til strukturering af en samtale: